Til transportmiddel af data, er disketter det mest anvendte. Til at overføre data mellem computer og diskette bruger man et diskettedrev. Det fungerer efter samme princip som en harddisk med en arm der læser og skriver ved hjælp af magnetisme. Diskettedrevet er billigt, det følger med alle pc’er og det er nemt at bruge. Det er nok de 3 stærkest vejende til at diskettedrevet er så populært. Det er mærkeligt at det har overlevet med sine sølle 1,44MB i forhold til alternativerne der lover over 100MB på en diskette af samme størrelse. De koster så bare noget mere at erhverve og folk man vil udveksle data med skal også have et drev der understøtter ens medie. Det er nok det, der skræmmer forbrugerne. De mest udbredte alternativer der findes hedder bl.a. "ZIP" og "Jaz"

De fleste mennesker har sikkert stiftet bekendtskab med en almindelig CD-afspiller. CDROM-drevet kan bruge de samme CD’er. Ydermere kan det også læse data-CD’er, som ligner almindelige musik-CD’er, men med for eksempel spil og programmer på. Kapaciteten på CDROM’er overstiger dog diskettens kapacitet ca. 470 gange. Hvorfor bruger man så ikke altid CDROM’er i stedet for disketter? Det er der en meget god grund til. Man kan nemlig kun skrive på CDROM’er med en CDROM-brænder. Prisen på en sådan ligger omkring 300 kroner for de allerbilligste, og godt 800 for en af bedre kvalitet. Den kræver dog specielle CDROM’er man kan skrive på. Disse kan købes i f.eks. computerbutikker, boghandlere og i varehuse der handler med computerudstyr. Disse brændbare CD'er koster 0,50 - 5 kr. stykket alt efter kvaliteten. Man kan til de CDROM-brændere, der hedder CD-RW (Compact Disc ReWritable), få CD'er der kan bruges ligesom disketter. De hedder CD-RW, mens dem man ikke kan slette på igen hedder CD-R (Compact Disc Recordable). Man skal dog være opmærksom på at ældre CDROM-drev (oftest under 8X) sikkert ikke kan læse CD-RW.
Generelt er det sådan med brændbare CD'er, både CD-R og CD-RW, at hvis man køber de allerbilligste man kan finde, kan man, i højere grad end ved de lidt dyrere mærker, risikere at CD'en simpelthen ikke virker eller har en kort levetid.

I modsætning til harddisken og diskettedrevet bruger CDROM-drevet ikke magnetisme til at læse data med. Det bruger derimod en laser. CDROM’en drejer som bekendt rundt når den er i brug. Mens den drejer, kastes en laserstråle op på CD’en. Der hvor laserstrålen bliver reflekteret sidder en lille fotocelle som registrerer de læste data. Data lagres på CDROM’en som ettaller og nuller. Hvis man så forestiller sig CDROM’en som et spejl, hvor nullerne er huller i spejlet, medens ettallerne reflekterer lyset. Hvergang fotocellen bliver belyst, sender den et ettal videre til processoren, og når den ikke bliver belyst er det et nul, der skal samme vej.

Det er lidt forskelligt fra CDROM-drev til CDROM-drev. Men de allerfleste kan læse følgende CD’er:
Almindelige musik-CD’er, Kodak Photo-CD’er (hos fotografen kan man vælge at få sine fotografier på en CD), data-CD’er, hjemmebrændte CD’er (oftest grønne, blå eller guldfarvede) og CDI film-CD’er (disse er dog ikke særlig udbredte). For at kunne læse en genskrivbar CD (CD-RW) skal ens CDROM-drev ikke være alt for gammelt.